DON ZACCHO var en trykkersvend, en mester i sit fag. Med Corpus, Mittel og Cursiv han trykked nat og dag. Han undte sig slet ingen ro, For altid i hans tanke sto' En kasse gammel Cicero, der blev hans Waterloo. For mellem Romersk Antikva og Elzevier Cursiv, Der glemte Zaccho trykkersvend sin søde unge viv. Og Lolas lille hjerte slo', For når hun ensomt gik til ro, Han kæled for sin Cicero, han elsked faktisk to. Men pigehjerter banker varmt alt udi ungdoms vår. Don Carlos var en herre med pomade i sit hår. De sværmede nok lidt de to, Og man skal ej om Carlos tro, Hans type just var Cicero, når midnatsklokken slo'. Ja, sydens lune nætter er som skabt til kærlighed, Den lille Lolas hjerte hopped både op og ned, og på en bænk som skabt for to, der satte de sig nok så fro, mens Zaccho satte Cicero, og månen stille lo. Don Carlos bød på kys og vin og klapped Lolas kind, Og til guitarens glade sang han hvisked: "Du er min". Ja, Lola med sin Gigelo, De dansede nok vals de to, mens Zaccho valsede Cicero, og klokken den slog to. Don Zaccho var en trykkersvend, der elskede sit fag, Og Carlos en galopcharmør, der elskede nat og dag. Og i orangelundens ro, han trykked Lola ømt, min tro, mens Zaccho trykked Cicero, og nattergalen slo'. Don Zaccho aned ingenting før Pedros hane gol, så støbte han tre kugler til sin bedstefars pistol. Han traf dem begge på en kro og skød sig selv, men først de to med blyet fra den Cicero, der blev hans Waterloo.